Uddannelsesplan for studerende
Uddannelsesplan for studerende
Kongevejens Skole er kendetegnet ved en meget engageret personalegruppe, der har en bred alderssammensætning og høj faglighed. Vi har et bredt samarbejde både i årgangsteam, afdeling, fagteam og i hele personalegruppen.
Kongevejens Skole har fem grundlæggende værdier, som skolens udvikling skal bygge på:
- Dialog
- Anerkendelse af mangfoldighed
- Engagement baseret på kreativitet og refleksion
- Helhed
- Innovation
Vi er glade for og interesseret i at være uddannelsessted for studerende, da det giver nyt liv og faglig udvikling til en engageret personalegruppe. Vi vil være med til at præge uddannelsen af fremtidige pædagoger og vi har en høj faglig pædagogisk praksis.
Vi påtager os ansvaret som uddannelsessted og forpligter os til at inddrage de studerende i en række forskellige sammenhænge så de får kompetencer til at varetage de forskellige funktioner som pædagog. Vi bidrager til, at de studerende får viden og færdigheder indenfor institutionens pædagogiske praksis og rutiner samt et nuanceret kendskab til de 5 – 10-åriges udviklingstrin.
På Kongevejens Skole er de studerende med i den faglige undervisning og skal være med til at varetage dele af den understøttende undervisning. De studerende tilknyttes samme årgangsteam, som praktikvejlederen.
SFO Kongevejens Skole har erfarne praktikvejledere med lang praksis erfaring. Der er ugentlig vejledning og mulighed for løbende faglig sparring med vejleder og personalegruppen.
Institutionens mål for studerende i 2. og 3. praktik
- At den studerende individuelt og i samarbejde med andre deltager i forskellige former for pædagogisk arbejde og gennem indsamling, bearbejdning og anvendelse af viden og erfaring tilegner sig forudsætninger for kvalificeret løsning af pædagogiske opgaver
- Det forventes at den studerende er bekendt og fortrolig med reglerne om tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger jf. straffelovens § 152
- At den studerende tilegner sig et personligt arbejdsredskab i form af en porte folie, der vedrører overvejelser, observationer, egne oplevelser og tanker, der opstår i forbindelse med det daglige arbejde. Disse notater vil være udgangspunkt for diskussioner i vejledningstimerne, lige som de kan være med til dokumentere pædagogiske sammenhænge i den studerendes skriftlige opgave.
- At den studerende udvikler og tilegner sig personlige og faglige kvalifikationer, med det formål at udføre pædagogisk virksomhed.
- At den studerende får tillid til egen formåen således, at denne f.eks. kan formulere sig på personalemøder og etablere et konstruktivt forældresamarbejde. Således at samarbejde og faglig nytænkning udvikler den pædagogiske profession.
- At tilegnelse af viden i praktik forstås som et socialt samspil med andre, der tilegnes ved at være en del af den konkrete virkelighed der hersker på institutionen.
- At studerende i 2. og 3. års praktik fungerer på lige fod og med rettigheder som institutionens øvrige pædagogiske personale.
- At den studerende kan forholde sig kritisk til egen og andres praksis
- At den studerende tilegner sig et bredt og nuanceret kendskab til 5 – 10-årige børns udviklingstrin.
- At der skemalægges 1 ugentlig vejledningstime hvor såvel vejleder som den studerende planlægger indhold og møder forberedte.
- At institutionens personale har et fælles medansvar for at være praktikinstitution.
- At den studerende opfylder egne pædagogiske mål for praktikken.
- At den studerende inddrager relevante teorier, der gør denne i stand til at reflektere over egen og andres praksis.
- At give mulighed for tilegnelse af nye handlemuligheder og derved udfordre/udvikle den studerendes vaner og holdninger.
- At den studerende udvikler kompetencer, der vedrører egen holdning og selverkendelse: f.eks. at få øje på hverdagen, at kunne beskrive og nyfortolke, at kunne være den refleksive praktiker.
- At den studerende aktivt viser initiativ og engagement.
- At den studerende får konstruktiv kritik på sin handling, samt hvorvidt han/hun har været i stand til at reflektere over sin og andres handling.
- At den studerende, gennem sit praktikforløb, vil besidde en nuanceret viden for institutionens pædagogiske praksis.
- At den studerendes målsætning for praktikken diskuteres og udfyldes ift. en institutionsrelevant pædagogisk problemstilling
- At den studerende gør sig erfaringer med institutionens almene, daglige rutiner og gøremål i SFO og skole. Hvilket bl.a. omhandler tværfagligt samarbejde, den kontrollerede pasning, værkstedsaktiviteter, forældrekontakten, ture ud af huset, traditioner, husregler mm.
Redigeret maj 2025